Opsigelse af handicappet plejer var ikke uberettiget forskelsbehandling, lige som der heller ikke tilkendtes godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, fordi plejeren først fik udbetalt fratrædelsesgodtgørelse godt 8 måneder efter fratrædelse.

En plejer, ansat i psykiatrien i 1990, blev i 2008 ansat i fleksjob på 16 timer ugentligt på grund af slidgigt. I 2010 skulle Region Sjælland reducere 20 mio i psykiatribudgettet, hvorfor funktioner og opgaver blev nedlagt og effektiviseret. En del medarbejdere blev opsagt eller flyttet til andre stillinger. Plejeren blev opsagt i december 2010. I opsigelsen blev oplyst, at hun ville modtage fratrædelsesgodtgørelse (Funktionærlovens § 2 a), hvis verserende sager om godtgørelse resulterede i ændring af praksis, sådan at der skal betales fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere, der er berettiget til alderspension fra arbejdsgiveren. Plejeren fratrådte sin stilling pr. 1. maj 2011.  I maj 2011 blev plejeren ansat som social- og sundhedsassistent i Gentofte Kommune med en ugentlig arbejdstid på 12 timer. Regionen betalte fratrædelsesgodtgørelse i januar 2012.
Plejeren fandt sig udsat for diskrimination. FOA, Fag og Arbejde, anlagde som mandatar sag mod regionen og anførte, at den sene betaling af fratrædelsesgodtgørelse var en forskelsbehandling på grund af alder og at opsigelsen var en forskelsbehandling på grund af handicap. Det anførtes endvidere, at regionen ikke havde forsøgt at bringe nødvendige hjælpemidler på bane for at bibeholde jobbet. Plejeren stillede krav om en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, fordi der forelå 2 tilfælde af forskelsbehandling og plejeren havde lang anciennitet.
Regionen afviste dette. Regionen bestred, at håndteringen af fratrædelsesgodtgørelsesspørgsmålet var en krænkelse, da regionen blot havde anført, at ville følge gældende ret.  For så vidt angår opsigelsen, var den overordnede begrundelse, at der skulle ske væsentlige besparelser. I forhold til den konkrete opsigelse var det væsentligt med “medarbejdere med et timetal så tæt på fuldtidsansættelse som overhovedet muligt” af hensyn til kontinuiteten for patienterne. Endvidere var det væsentligt, at alle medarbejdere var i stand til at medvirke i fuldt omfang ved alarmsituationer af hensyn til sikkerheden for såvel plejeren, de øvrige ansatte og patienterne. Regionen anførte, at opsigelsen “var begrundet i objektive saglige driftsmæssige hensyn” og at det ikke var muligt, at tilbyde et arbejde med de nødvendige skånehensyn. Regionen bestred forskelsbehandling og gjorde subsidiært gældende, at en eventuel erstatning skulle reduceres, da der ikke var tale om en grov forskelsbehandling.
Højesteret anførte med hensyn til forskelsbehandling på grund af alder, at Region Sjælland i afskedigelsesbrevet havde tilkendegivet at ville respektere resultatet, når der var en endelig afgørelse vedrørende spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse. Stillingen blev fratrådt i maj 2011 og fratrædelsesgodtgørelsen blev udbetalt den 26. januar 2012. Højesteret fandt , at den forsinkede betaling efter en almindelig betragtning var “en krænkelse af forholdsvis begrænset karakter”, hvorfor der ikke tilkom godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1 (forskelsbehandling på grund af alder).
For så vidt angår afskedigelse på grund af handicap, fandt Højesteret, at plejeren var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Afskedigelsen skete som led i større omstruktureringer og besparelser med nedlæggelse af funktioner og personalereduktioner til følge. Ved vurderingen af, hvilke medarbejdere, der kunne undværes, var det “nødvendigt med en bemanding med medarbejdere med et timetal så tæt på en fuldtidsstilling som muligt, og alle ansatte skulle kunne medvirke i fuldt omfang i alarmsituationer til at fastholde svært urolige og fysisk stærke patienter, hvilket var uforeneligt med de skånehensyn, som fulgte af As (plejerens) funktionsnedsættelse.” Plejeren kunne ikke honorere kravene til fysisk styrke og fleksibilitet med hensyn til arbejdstid og der kunne ikke iværksættes afhjælpeforanstaltninger, som kunne gøre plejeren i stand til at varetage stillingen. Regionen havde bevist, at forskelsbehandlingen var sagligt begrundet i hensynet til varetagelse af opgaveløsningen efter strukturændringerne. Afskedigelse af plejeren “var et nødvendigt middel for at opnå dette formål”. Højesteret fandt derfor ikke, at der forelå forskelsbehandling. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom.
Højesterets dom af 12.09.2014, 163/2013