Ikke stridende mod forskelsbehandlingsloven at nægte gentagen orlov til pleje af psykisk syg datter
En pædagogmedhjælper blev den 1. december 2007 ansat som tilkaldevikar med 20 timers arbejde ugentligt på en skole for udviklingshæmmede børn. Vikarens datter fik i september 2008 et psykisk sammenbrud og fik senere diagnosen skizofreni. Vikaren meldte sig syg i oktober 2008. Den 1. januar 2009 fik vikaren orlov uden løn efter lov om lønmodtagers ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager og modtog tabt arbejdsfortjeneste efter lov om social service. Ved forlængelse af orloven i marts 2009 meddelte skolelederen, at vikaren ikke kunne være tilkaldevikar på sigt, hvis hun ikke kunne varetage opgaverne. Samtidigt aftaltes, at arbejdet skulle genoptages ved skolestart i august. Den 24. august sygemeldte vikaren sig igen og fik på ny orlov fra den 18. september til den 31. december 2009. Skolen tilkendegav, at vikarens ret til tjenestefrihed efter overenskomsten udløb den 31. december 2009. Denne meddelelse sendtes såvel til forbundet (FOA) som til vikaren. Den 27. november ansøgte vikaren om yderligere orlov fra 1. januar til 30. juni 2010. Skolen afslog dette, fordi det var uholdbart for opgaveløsningen og oplyste yderligere, at ved manglende genindtræden i stillingen den 1. januar 2010 ville ansættelsen blive betragtet som ophørt 31. december 2009. Vikaren meddelte, at hun opfattede dette som en opsigelse, da hun ikke havde mulighed for at genoptage stillingen den 1. januar. Skolen bekræftede den 9. december vikarens opsigelse. Vikarens forbund og skolen drøftede berettigelsen og blev ikke enige. FOA gjorde ikke indsigelser i forhold til, om vikaren efter overenskomsten havde ret til yderligere orlov. Forbundet gjorde senere gældende, at vikaren havde krav på yderligere orlov i overensstemmelse med overenskomstens orlovsaftale.
Ved Højesteret rejste vikaren krav om løn i opsigelsesperiode, feriepenge heraf samt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. FOAs anbringender var, at vikaren ikke selv havde opsagt sin stilling, at en opsigelse ikke var rimeligt begrundet i vikarens eller skolens forhold, at vikaren havde krav på yderligere orlov samt at opsigelsen var begrundet i datterens handicap og derfor uberettiget i henhold til forskelsbehandlingsloven.
Skolen afviste og anførte, at der ikke var tale om en opsigelse fra skolens side men om en opsigelse fra vikarens side, at orlovsadgangen udløb pr. 31. december 2009, at det faldt uden for de almindelige domsstoles kompetence at afklare overenskomstfortolkninger, at der ikke forelå et handicap i overensstemmelse med forskelsbehandlingslovens bestemmelser, at beskyttelsen udelukkende kunne udstrækkes til at omfatte nærtstående, hvis der forelå en direkte chikane eller forskelsbehandling, at vikaren ikke var blevet behandlet ringere end andre medarbejdere på grund af datterens sygdom, at der ikke havde været chikane eller forskelsbehandling af vikaren og at beslutningen om ikke at forlænge orloven var sagligt begrundet i skolens drift.
Højesteret tilkendegav, at spørgsmålet om krav på yderligere orlovsforlængelse efter overenskomsten efter arbejdsretsloven falder uden for de almindelige domsstoles kompetence.
FOA havde ikke gjort indsigelser mod skolens skrivelse om, at orloven udløb pr. 31. december. Ej heller ved de efterfølgende forhandlinger drøftedes, om der var afholdt den orlov, som vikaren havde ret til overenskomstmæssigt. Som følge heraf fandt Højesteret det ikke godtgjort, at vikaren havde krav på yderligere orlov eller løn i en opsigelsesperiode.
Højesteret fandt ikke, at der var indikationer på, at vikaren ved afslag på yderligere orlov blev udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af datterens helbred. Højesteret fandt således ikke, at der var anledning til at vurdere, om datteren var handicappet efter forskelsbehandlingslovens definitioner. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom.
Højesterets dom af 08.10.2014 (311/2012)