En handicappet var arbejdsgiver. Kolding Kommune skulle imidlertid friholde den handicappede for en godtgørelse kr. 5.000,- på grund af mangler i ansættelseskontrakten, da det var kommunen, som havde udarbejdet den fejlbehæftede kontrakt.

FOA Fag og Arbejde udtog stævning mod Kolding Kommune og en mand, som efter et biluheld var lammet fra halsen og ned. Betalingspåstanden lød på i alt 449.818,66 kr.: (30.000,- kr. på grund af grove mangler ved ansættelsesbevis, kr.: 360.000,- som godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven og 59.818,66 kr. for manglende lønbetaling i forhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem FOA og KL). Kommunen afviste kravet, idet den handicappede var arbejdsgiveren og den handicappede nedlagde påstand om, at kommunen skulle friholde ham for krav, som medhjælperen måtte blive tildelt.

Handicaphjælperen blev ansat den 9. juni 2007 som timelønnet personlig hjælper med tjenestested hos den handicappede. I ansættelseskontrakten var den handicappede anført som arbejdsgiver og der henvistes til en tilrettet overenskomst af 15. september 1999, betegnet “stregoverenskomsten”. Kommunen anmodede om, at underskrevet kopi af ansættelseskontrakten blev returneret til kommunen. Pr. 1. juli 2009 trådte bekendtgørelse om udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance i kraft. På grund af ændringer i vilkårene udarbejdede kommunen nye kontrakter til hjælperne. Et led i  de ændrede vilkår var, at der blev ydet tilskud til løn under moderens barsel, ikke til løn under faderens barsel. Kommunen sendte brev til de handicappede borgere, hvori oplystes: Du skal “som arbejdsgiver overholde reglerne i forhold til varsling af medarbejdere, der får væsentlig ændrede arbejdsvilkår…”. Såvel medhjælperne som de handicappede borgere blev inviteret til møde om ændringerne. De handicappede borgere skulle give kommunen fuldmagt til at varsle ændringerne. Kommunen skrev herefter til hjælperen, at man på vegne hans arbejdsgiver skulle anmode om tiltrædelse af vilkårsændringer. Efterfølgende, i brev af 13. januar 2011 anførte kommunen, at man bortset fra lønadministration “ ikke fremover vil påtage sig personaleadministrative opgaver så som udarbejdelse af ansættelsesbreve og opsigelsesbreve mv.” Derudover havde kommunen “besluttet også at yde tilskud til mandlige hjælpere i forbindelse med barsel”.

Hjælperen anførte, at manglerne ved ansættelsesbeviset var væsentlige og årsag til retssagen, hvorfor godtgørelsen skulle udgøre 30.000,-. Videre anførtes, at det var en overtrædelse af ligebehandlingslovens § 9, at der kun udbetaltes fuld løn til kvinder i de første 10 uger af retten til barselsorlov og at det ikke var afgørende, at vilkårene ikke blev realiseret. Subsidiært gjordes gældende at opsigelsen ved de ændrede vilkår var en opsigelse i strid med ligebehandlingslovens § 4, hvorfor han under alle omstændigheder havde krav på en godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Endelig ønskede hjælperen efterbetaling af løn, feriegodtgørelse og pensionsbidrag svarende til forskellen mellem det udbetalte og det der skulle være udbetalt efter overenskomsten indgået mellem KL og FOA. Kommunen skulle efter udmålingsbekendtgørelsen “tage udgangspunkt i lønnen for sammenlignelige grupper, det vil sige ufaglært social- og sundhedspersonale omfattet af overenskomst mellem KL og FOA”. Principalt stilledes kravene mod kommunen som arbejdsgiver, idet kommunen havde ageret som sådan under hele forløbet. Subsidiært stilledes kravene mod kommunen og den handicappede solidarisk. Mere subsidiært stilledes kravene mod den handicappede alene.

Kommunen afviste at kunne være arbejdsgiver, da man alene havde bistået med løn og praktiske opgaver, hvorfor kravene skulle rejses mod den handicappede. Hvis kommunen blev anset som arbejdsgiver, anførtes i forbindelse med ligebehandlingsloven, at kommunen ikke havde tilsigtet en overtrædelse, ligesom vilkårene aldrig trådte i kraft. I det omfang kommunen blev anset som arbejdsgiver afvistes krav om efterbetaling og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven under henvisning til lov om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter. Subsidiært at fejlene ved kontrakten var undskyldelige, både for så vidt angår spørgsmålet om forkert arbejdsgiveradresse, omkring angivelse af løn, idet der var henvist til den tilrettede overenskomst. Endelig anførte kommunen, at der ikke kunne støttes ret på udmålingsbekendtgørelsen, som regulerer forholdet mellem den handicappede og hjælperen. Endelig afviste kommunen at have handlet stridende mod sin rådgivnings- og vejledningsforpligtelse.

Den handicappede afviste kravene under henvisning til, at kommunen var den reelle arbejdsgiver, at han ikke havde indflydelse på kommunens fejl og i øvrigt skulle friholdes herfor. Endelig anførtes, at krav mod ham skulle nedsættes eller bortfalde, da det ville være urimeligt tyngende/ urimeligt under hensyn til omstændighederne.

Vestre Landsret fandt, at den handicappede, som omfattet af BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance), var arbejdsgiver, da parterne i sagen havde ageret i overensstemmelse med forudsætningen om, at den handicappede var arbejdsgiver.

I forhold til manglerne ved ansættelsesbeviset blev den forkerte adresse straks rettet. Oplysningspligten efter ansættelsesbevisloven kan opfyldes ved henvisning til administrative bestemmelser. Landsretten lagde til grund, at ”stregoverenskomsten” blev anvendt som administrationsgrundlag ved lønudbetalingen til de personlige hjælpere. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt, da stregoverenskomsten, der ikke var vedlagt ansættelsesbeviset, intet oplyste om størrelsen af løn, tillæg mv. Godtgørelsen blev udmålt til kr. 5.000,-, da det ikke havde været af betydning for hjælperen og det var ubestridt, at han havde fået løn, tillæg m.v. efter stregoverenskomsten. Den handicappede skulle som arbejdsgiver betale godtgørelsen, men da kommunen havde udarbejdet og sendt det mangelfulde ansættelsesbevis, uden at den handicappede havde haft indflydelse på det, var kommunen erstatningsansvarlig for det mangelfulde ansættelsesbevis.

Kravet efter ligebehandlingsloven afvistes, da de forskelsbehandlende vilkår blev fjernet inden ikrafttrædelsestidspunktet, uden at medhjælperen havde fået en ny kontrakt med vilkårene. Det havde ikke betydning for medhjælperen og da vilkåret ikke var udmøntet, forelå ikke en krænkelse efter ligebehandlingsloven.

For så vidt angår kravene på efterbetaling af løn, feriegodtgørelse og pensionsbidrag, var hjælperen efter ansættelsesbeviset omfattet af stregoverenskomsten og vilkårene i denne. Vejledningerne om vilkår regulerer udelukkende forholdet mellem kommunen og den handicappede, ikke forholdet mellem hjælper og handicappet. Hjælperen havde derfor ikke krav på efterbetaling i overensstemmelse med den til enhver tid gældende overenskomst mellem KL og FOA.

Vestre Landsrets afgørelse af 20.05.2014.