Opsigelse ikke forskelsbehandling, da enkeltstående krampeanfald ikke var diagnosticeret og ikke kunne defineres som et handicap.

5 dage inde i et ansættelsesforhold fik en intern sælger et krampeanfald i arbejdstiden og pådrog sig herved et alvorligt skulderbrud. 9 dage senere mødte han igen på arbejde men sygemeldte sig efter 3 dage til en kollega. 3 dage herefter blev han opsagt med 14 dages varsel (opsigelse i prøvetid) og fritstillet.

Sælgeren fandt sig opsagt på grund af handicap og stillede på grund af sin korte anciennitet krav om godtgørelse svarende til 6 måneders løn. Han anførte, at virksomheden var vidende om epilepsien, da han blev opsagt. Sælgeren mente ikke, det burde komme ham til skade, at han blev opsagt straks virksomheden blev bekendt med epilepsien og inden der kunne vurderes nærmere på, hvorvidt der var tale om en langvarig funktionsnedsættelse. Han gjorde gældende, at funktionsnedsættelsen skulle vurderes på opsigelsestidspunktet, hvor der netop forelå en funktionsnedsættelse og virksomheden antog, at sælgerens begrænsninger kunne blive langvarige. Dette også selv om det senere er konstateret, at sælgeren ikke har epilepsi. Derudover havde virksomheden ikke truffet de nødvendige afhjælpeforanstaltninger efter forskelsbehandlingsloven for at sikre, at sælgeren kunne fortsætte erhvervsmæssigt. Virksomheden anførte som begrundelse for opsigelsen, at sælgeren ikke havde sygemeldt sig korrekt ved udelukkende at tale med en kollega. Sælgeren anførte hertil, at han ikke havde viden om, at det var uacceptabelt at sygemelde sig til en kollega og at han, hvis han havde vidst dette, havde sygemeldt sig til lederen.

Virksomheden afviste, at der var sket forskelsbehandling, da sælgeren ikke kan defineres som handicappet. Virksomheden var ikke vidende om, at sælgeren tidligere havde haft et anfald og en eventuel sygdom havde ikke påvirket funktionsevnen i jobbet. Der er ikke lægelige diagnosticeringer eller medicinske behandlinger. Sælgeren havde ikke en varig eller langvarig funktionsnedsættelse, der påvirkede arbejdsevnen. Det anførtes videre, at sælgerens manglende oplysning om eventuel sygdom underbyggede, at der ikke var en funktionsnedsættelse. Sælgeren havde derfor selv vurderet, at det tidligere anfald ikke var af betydning for jobbet. Begrundelsen for opsigelsen var udelukkende, at der ikke var den nødvendige kommunikation fra sælgerens side omkring sygemeldingen og at virksomheden derfor tvivlede på det fremtidige samarbejde. Virksomheden fandt det udokumenteret, at der skulle være et handicap, hvorfor det ej heller var relevant at drøfte skånebehov.

Ligebehandlingsnævnet henviste til EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, hvorefter, “begrebet “handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.”

Nævnet konkluderede, at der havde været 2 anfald med 3 års mellemrum, at der havde været en formodning for epilepsi, at neurologiske undersøgelser ikke viste epilepsi, at der ikke var stillet diagnoser og at det derfor var udokumenteret, at sælgeren “på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.”

Virksomheden blev herefter frifundet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 09.04.14 (76/2014)